Terapi for børn

Det kan være uendeligt hårdt for forældre at opleve, at deres børn ikke trives. Mange gange kan det være svært for forældrene at finde den konkrete årsag til børnenes mistrivsel, fordi børnene mange gange ikke evner at sætte ord på deres følelser eller ikke ønsker at involvere mor og far i deres private tanker. I andre situationer ligger der konkrete omstændigheder bag barnets manglende trivsel og disse omstændigheder kan stamme fra mange forskellige ting lige fra skilsmisse eller mobning i skolen til deciderede psykiske diagnoser.

Jeg arbejder med børn i alle aldersgrupper og har stor erfaring i børnepsykologi. Normalt opstarter jeg terapien med en indledende samtale med jer forældre, hvor I fortæller om barnets opvækst, jeres opfattelse af jeres barn samt de symptomer på mistrivsel I oplever. I den udstrækning, det er muligt, er jeres barn til stede under samtalen. Hvis I foretrækker det, kan barnet også være fritaget indtil selve terapien med barnet begynder. Ved denne samtale vurderer jeg, hvordan samtaleforløbet skal sammensættes.

Nogle gange kan en eller enkelte samtaler, hvor vi drøfter nye måder at forholde sig til barnets væremåde på, være nok til at vende en negativ udvikling både hos barnet og omgivelserne til en positiv. I disse tilfælde behøver jeres barn ikke direkte at involveres i forløbet.

I andre tilfælde er jeres barn med til første samtale med jer, og vi aftaler her et forløb, hvor jeres barn kommer i individuel terapi.

For nogle børn er det en stor hjælp, at tale med en uvildig person, som har tavshedspligt, og hvor barnet kan åbne op og tale om det, der tynger uden at behøve at være bange for at såre nogle.

Jeg har tidligere haft gode resultater med samtaler med udgangspunkt inden for følgende områder:

Skilsmisse, tab af nærtstående familiemedlem, lavt selvværd, mobning, chok og traumebehandling, kontaktvanskeligheder, selvskadende adfærd, skolefobi, koncentrations- og opmærksomhedsproblemer samt særligt begavede eller sensitive børn.

Hvis I sidder med konkrete spørgsmål, eller ønsker I at bestille tid til terapi til jeres barn, kan I kontakte mig på 4058 1028 eller pr. mail på: c@charlotte-skeel.dk