Psykologen: Løgne ødelægger tilliden.

Tager du din kæreste i at lyve på den slemme måde, så overvej jeres forhold.

Der er forskel på løgne. Der er de små hvide løgne, som når kæresten siger, at han elsker din nye hårfarve, selvom om han egentlig ikke er helt vild med den. Og så er der de slemme løgne, hvor det for eksempel handler om utroskab eller om at han siger et og gør noget andet. Det er den slags løgne, som psykolog Charlotte Skeel kalder destruktive og som kan underminere et forhold.

Men hvorfor opstår løgnen?

“Vi lyver, fordi vi gerne vil stimulere vores ego og for at opnå noget. Hvis manden for eksempel har en affære, så gør han det for at stimulere sit ego, men han lyver omkring det, fordi han er bange for konflikten med kæresten,” forklarer psykolog Charlotte Skeel.

Det gælder også hvis kæresten siger, at han skal studere, men i virkeligheden hænger ud med vennerne. “Han siger ikke sandheden for at undgå en konflikt. Det skyldes typisk dårligt selvværd, men det er i den grad mangel på respekt over for kæresten.”

Men hvordan kan det være, at nogle mænd slipper af sted med deres løgne? Ifølge psykologen er problemet, at vi er for dårlige til at gennemskue, når en anden lyver for os.

“Vi registrerer meget mere end vi kan nå at sætte ord på, men i virkeligheden er vi ret konfliktsky, og vi har så travlt, at vi ikke når at reflektere over, det vi opfanger.”

Det mener ekspert i kropssprog Dorte Sachmann Møller også.

“Det kan godt være, at vi registrerer, at kropssproget ikke passer sammen med det han siger, men vi vælger at ignorere det for at beskytte os selv. Vi vælger at tro på, at det han siger, er rigtigt, fordi det er det nemmeste, men hvis vi mærker efter vil vi kunne mærke en dårlig følelse inden i kroppen.”

Hendes løsning er, at vi skal være mere opmærksomme på hinanden.

“Tit er vi så meget vanemennesker, så vi ikke lytter ordentligt til det vi siger til hinanden eller ser ordentligt på hinanden. Vi tror vi ved, hvad der foregår, men hvis vi ikke er til stede, så er det at kontakten forsvinder.”
Psykolog Charlotte Skeel erfarer dog, at sandheden altid kommer frem, og når løgnen bliver opdaget, gør det ondt.

“Det føles som at blive stukket med en kniv. Vi forsøger at skabe en tryg base i forholdet, og når den tillid forsvinder, så gør det så ondt. løgnen føles værre end for eksempel selve utroskaben.”

Hendes råd er, at lue grundigt ud i de kæreste og venner, der lyver for dig. For det er ikke godt for dit selvværd at omgive dig med folk, der lyver for dig.

“Nogle har ikke troen på, at de fortjener det bedste, men tro på, at du gør. Det er så mange dejlige mennesker, der ikke lyver, så derfor gælder det om skille sig af med dem, der lyver.”

Kend din løgner

Løgne kan deles op i tre slemhedsgrader:

Den positive løgn: Spørger du din kæreste om din røv ser stor ud i et par bukser, og han lyver og siger nej, så gør han det for at beskytte dig. “Hvis han svarer ja, er han snot dum, for så vil han lægge endnu et lag på dit dårlige selvværd. Derfor er det ok ikke at sige sandheden her,” ”fordi hvad er sandheden her, sandheden er, at nogle elsker store bagdele, andre elsker små” siger Charlotte Skeel.

Den selskabelige løgn

Sidder du til et middagsselskab, og bliver godt underholdt af en historie, som måske ikke holder vand, men er super sjov, så behøver du ikke at irettesætte ham, der fortæller historien, fordi vi ved udmærket i en social kontekst at overdrivelse sætter kulør på underholdningsbarometeret: “Så længe vores løgne ikke går ud over andre, gør det ikke noget, at der kommer noget kulør på. Ellers bliver det hele ret kedeligt,” lyder det fra psykologen.

Den destruktive løgn

Siger din kæreste at han skal hen til sine forældre, men hænger han i virkeligheden ud med vennerne, så er det et alvorligt tillidsbrud. “Det handler om at han er for konfliktsky til at sige, hvad han skal, men sandheden kommer altid frem.

Det trækker tæppet væk under forholdet for alt det, du har stolet på er væk.” Det samme gælder med utroskab, hemmeligholdte fyringer eller økonomiske problemer, spillemanier mm.” De bedste relationer er skabt på tillid og troværdighed.

Husk din intuition og mavefornemmelse altid ved, om folk taler sandt eller ej. Så lyt til din mavefornemmelse, hvis du bliver i tvivl siger Charlotte Skeel.